Skrevet af Christian Hansen fra Tv2 Nord. Artiklen og dertilhørende video kan findes HER!
Der bliver roet til den store guldmedalje ved olle-OL på plejehjemmet Lundbyescentret i Aalborg.
Indtil for nylig var de fleste af beboerne bare ‘besser’. Nu er de ‘besser i bevægelse’, efter at plejecentret som det første i Nordjylland er kommet med på aktivitetskonceptet.
Er det godt at få rørt sig?
– Det er det. Der er ikke noget, der er bedre, siger Leif Zinck, som bor på Lundbyescentret.
Det er den nordjyske reklamemand Thomas Fedder, der er idémanden bag ‘Besser i bevægelse’.
– Det er fantastisk at se, at det virker. Tryk på play, og så sker der en hel masse, siger Thomas Fedder.
Han har tidligere udviklet bevægelseskonceptet Action Kids, som er rettet mod børn i børnehavealderen. Det affødte idéen om at lave noget til de ældre.
Vil forlænge liv
Tal fra Den Nationale Sundhedsprofil viser, at 71 procent af mændene og 77 procent af kvinderne over 75 år ikke lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om mindst en halv times fysisk aktivitet dagligt.
Det skal ‘Besser i bevægelse’, som er blevet til i samarbejde med Herning Kommune, lave om på. Konceptet går ganske enkelt ud på, at de ældre i løbet af et kvarter bliver guidet igennem forskellige øvelser.
Der er forskellige temaer. Den første udgivelse er olle-OL, som er indtalt af den mangeårige sportskommentator Svend Gehrs, der guider de ældre igennem de fysiske strabadser.
Håbet er nu, at andre kommuner får øjnene op for idéen.
– Jeg håber, at jeg kan forlænge nogle liv. Jeg håber, at jeg kan være med til at skabe nogle fællesskaber på en masse plejehjem i Danmark. Fællesskabet og det, at man er aktive sammen, tror jeg kan være med til, at der er nogen, der får en bedre og mere aktiv hverdag, og på den lange bane kan det også være med til, at man får et lidt længere liv, siger Thomas Fedder.
‘Giver energi’
Det er en privat donation, der har gjort det muligt for beboerne på Lundbyescentret at ro, løbe og bokse i fællesskab. Keld Jakobsen har doneret fire eksemplarer af ‘Besser i bevægelse’ til plejehjemmet, hvor hans forældre har boet.
Ville du ønske, at dine forældre kunne have været med til olle-OL?
– Ja, det ville jeg. Især min far, som var lidt dårligt gående på sine ældre dage, ville have elsket at være en del af det. Nu er der heldigvis nogle andre, der kan få glæde af det, siger Keld Jakobsen.
Det nye aktivitetstilbud er hurtigt blevet et hit.
– De sidder sammen, og snakken og relationerne gør det lidt mere sjovt. Når man laver øvelserne og musikken er med, så kommer der mere gang i den, og det er bare noget, der giver energi, siger plejehjemsleder Christina Viffert.
– Det er fint. Helt fint. Det skulle man prøve noget mere af, siger Leif Zinck.